Jeg ved ikke hvor jeg skal starte.. Jeg er løbet tør for tårer og tanker, men minn krop græder stadigvæk. Jeg kan ikke indse det, jeg har heller ikke den helt store lyst til det.
Kære dejlige Rantz. Jeg kan ikke få ind i mit lille krøllede hoved at året er slut. Det føles som i går vi holdt julefest og kastede os rundt i en rus af sodavand og julehjerter. Jeg skal aldrig mere vågne i min lidt for trashede underkøje, men en morgensur kæreste ved siden af, 2 minutter før mødetid til morgenmad. For efterfølgende at trille ned af trappen fra Mælkevejen, og stirre stenet på Fridas dejlige kontaktgruppe, for efterfølgende at kunne kravle op af trappen igen og nyde 10 minutters ekstra søvn.
Jeg skal aldrig mere høre på mere eller mindre kloge punkter til snak, meddelelser jeg glemmer at høre og dumme indkaldelser. Og jeg skal aldrig synge den dejlige farvel-sang. Aldrig mere Gunnar klang, ingen natterend på Cassiopeia og ingen overgearede Michel og Benjamin på Mælkevejen, som endnu en nat vil holde sig vågne.
Jeg ville ønske jeg havde Tims lyse sind lige nu, og kunne tænke på alle de gange jeg skal møde jer alle igen, men lige nu kan jeg kun føle det store hul i min mave, så stort at det kunne rumme hele skolen, og jer med. Jeg er ked af jeg har grædt så meget, så mange dage og af så mange ting. Men intet slår i dag, den sidste dag, hvor jeg dog hader "sidste".. Hele aftenen og natten foregik på hele skolen, og endte for mig, ude ved Gunnar i gruppegråd og småklynk, men da Tølløses hjerte, Patrick, "drengen uden følelser", stod med tårer i øjnene, blev det hele lidt for rigtigt. Og da Gustav også startede, bukkede Sebastian, Plambech og flere drenge under.
Efter meget diskret natterend på hele skolen, som lærerne selvfølgelig var uvidende om *host*, faldt jeg i søvn, mens jeg nynnede "kiss me, and smile for me, tell me that you'll wait for me" med tårer i øjnene og en sovende Tim omkring mig.
Jeg har ikke ord nok til at beskrive sorgen og tristheden hele sidste dag, men når ens kæreste, som aldrig græder, sidder i hullet og ser på en, hvorefter han skjuler sit ansigt i trøjen, hvad andet kan man gøre end at vræle mod himlen (som lige der var Amanda som sad over mig). Og når Benjamin, som hårdnakket havde væddet en is med Sofie om at han ikke ville græde, for det gør han !aldrig!, kommer gående imod en med tårer i øjenkrogene, ved man at der endelig er en grund til at græde helt igennem og rystende blive holdt oppe af samtlige stærke drenge og piger.
Søde, fantastiske og helt unikke Rantzausminde 08/09. Tak for ALTING, for grinende, tårerne og de uendeligt mange oplevelser og nye venskaber. Det har været det bedste år i mit liv, i har udviklet mig så meget, til noget jeg selv vil mene er positivt. Jeg elsker jer. Og noget så sølle som en lille bro eller to skal ikke få skilt mig fra jer alle sammen. Det bliver hårdt ja, men vi kan jo alting. Men vi får satme travlt, måske mere travlt end Jes <3
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Det bedste ved afslutningen er at man kan komme hjem og få øjeblikke med fred.
Man ved ikke hvor meget at man kan miste før at man har prøvet det ved hjælp af et efterskoleophold.
Og man ved heller ikke hvor mange tårer ens krop kan indeholde.
Men du har ret, helt ret
Send en kommentar